Relationshusetgekkos Blog

Nogle siger vi lever i Opmærksomhedøkonomien. I hvert fald er det en af tidens knappeste faktorer: Opmærksomhed, og således vil de fleste – både på arbejdspladserne, derhjemme og i medierne – slås lidt venskabeligt om lidt berømmelse, lidt omtale og lidt famøsitet. Men hvor er grænsen og er al opmærksomhed pr. definition godt? Et klassisk spørgsmål i kommunikationskredse – og hver dag bærer nye eksempler til bålet.

Ikke alle kan lægge en l*** i en Bodum-kande

Når vi diskuterer emnet hos RelationshusetGekko, enten for at kunne rådgive vores kunder eller af ren og skær interesse, lander vi ofte i omegnen af en holdning, der hedder: Din metode til at få opmærksomhed, skal hænge sammen med den relation, du vil skabe. Kunstnere som Dejkrigeren eller den for nyligt i Bodumkande-ekskremerende Uwe Max Jensen kan måske slippe afsted med deres nærmest umotiverede opmærksomhedstyveri (som godt kan ses som ret underholdende og debatskabende), mens andre, hvad end det er institutioner, politikere, berømtheder eller mennesker, ikke vellykket kan få opmærksomhed på en måde, der er for langt væk fra det, vi kender dem fra. VisitDenmark fik ikke det ud af deres kampagne, som de gerne ville. Masser af opmærksomhed, men ikke nogen positiv omtale. Klaus Riskærs forfatterkarriere boostede ikke ligefrem, da han forsøgte sig med at netværke sin fængeselsroman til opmærksomhed.

Her er en lille top 5 over nylige forsøg på at få opmærksomhed:

5. “Hvad med to piger, der sidder og snaver?”

Ja, opmærksomhed får han åbenbart, den danske musiker med det lidt ekstravagante navn Complicated Universal Cum, når han sender en musikvideo ud på Youtube med to søde piger, der sidder og smoocher. Det er ikke en dårlig eller grim video, men den skriger og råber på opmærksomhed, når man tager i betragtning, at man stadig ikke må vise kys og kærlighed på internettet, for det tager opmærksomheden fra alt det andet, fx klip fra voldelige computerspil, småfilm med mennesker, der falder ned fra en badebro og så videre. Grotesk at en så uskyldig og kedelig film kan tage så meget opmærksomhed, men synd at videoen og musikken egentlig ikke vil hinanden noget, andet end… at få opmærksomhed.

4. “Hvad med en sur mand, der råber af en snegl?”

Til trods for et nogenlunde sobert produkt og et i forvejen lidt sært koncept med en CGI-komponeret pomade-dreng, har Boxer valgt at køre en kampagne med en dum-sød mand, der er vred over udvalget af tv-kanaler. Strategien er muligvis rigtig, men man sidder tilbage med en utilfredsstillende fornemmelse: Er det bare en ny og reklamebureau-agtig måde at få opmærksomhed i reklameblokken, så vi alle sammen skal gå og grine af den sure mand, der råber af sneglen?  Formentlig. Når man besøger Boxers hjemmeside, er det i hvert fald ikke skyggen af opfølgning eller mening med galskaben, andet end… at få opmærksomhed.

3. “Hvad med at vi nedlægger satiren?”

Der er sikkert tale om et reelt forsøg på at finde steder i DRs gigantiske budget, hvor de kunne spare lidt uden at få for mange klager fra deres mange X Factor-seere og deres knap så mange Før søndagen-seere. Men helt seriøst: Mon ikke de såkaldte planer om at spare på satiren på DR bare var et forsøg på at få lidt opmærksomhed omkring fordeling af budgetter i national-tv-apparatet? Ingen kan da seriøst mene, at man burde amputere det bedste (og i hvert fald mest opmærksomhedsskabende) tv, der er set på DR siden Lørdagshjørnet. Men til gengæld kan jeg godt se tanken opstå i pr-afdelingen: Hvad med at vi lader som om, vi vil spare… så får de ondt af os, og så stiger licensen og så kommer Plummer ned og tigger og be’r os om at blive… Nu bliver satiren måske reddet. Måske skulle man overveje at beskære pr-budgettet, når de kan få opmærksomhed på så billig en baggrund.

2. “Hvad med at få nogle fiskere til at se filmen?”

Nogle mennesker tiltrækker mere opmærksomhed end andre. Og det vidste man godt, da man en sen aften på det til lejligheden opfundne One Eye Production sad og talte om hvordan fa**en man skulle få nogen som helst andet end dedikerede Mads Mikkelsen-fans til at se en hypervoldelig og tung stumfilm om vikinger. En eller anden sagde Hvad med ham der, der også ligner en viking, ham der Sidney? Således er der tale om ultrabillige opmærksomhedspoint, men til gengæld meget morsomme og strategisk velvalgte point, da det lykkedes at få samtlige medier til at referere til hvordan både fiskere, Soya-manden og anti-elitære danskere hverken fandt filmen spændende eller vellykket, men som alligevel gav Winding-Refns nyeste noget af det den trængte til… nemlig lidt opmærksomhed.

1. “Hvad med en top fem over uopfindsomme måder at få opmærksomhed?”

Af mest kritisable og ufrivilligt morsomme skuffe i disse tider er dog alle de utallige kommunikationseksperter, der kappes om at give gode og dårlige råd til, hvordan man får opmærksomhed i opmærksomhedsøkonomien. Dette indlæg er nok et af de værste af slagsen. Blandt andet fordi det får nemme point ved at referere til kendisser (her eksemplificeret ved Riskær og Sidney Lee) og ved at tage overfladisk stilling til DRs budgetter uden at jeg aner et klap om dem. I opmærksomhedsorkanens øje sidder nemlig kommunikationsfolket og opfinder nye, gode, sjove, kiksede, underlige metoder til at få netop din og min opmærksomhed – og vi tøver ikke, før vi har fået den. Sidder man på lur i mere end fem minutter på Twitter eller Kommunikationsforum får man kastet en Guide til succes i medierne i nakken eller man får en manual til at få hundredvis af læsere på sin blog. Alligevel er det ikke alle, der lykkes med at fange andres opmærksomhed. Heldigvis.