Relationshusetgekkos Blog

Nogle siger vi lever i Opmærksomhedøkonomien. I hvert fald er det en af tidens knappeste faktorer: Opmærksomhed, og således vil de fleste – både på arbejdspladserne, derhjemme og i medierne – slås lidt venskabeligt om lidt berømmelse, lidt omtale og lidt famøsitet. Men hvor er grænsen og er al opmærksomhed pr. definition godt? Et klassisk spørgsmål i kommunikationskredse – og hver dag bærer nye eksempler til bålet.

Ikke alle kan lægge en l*** i en Bodum-kande

Når vi diskuterer emnet hos RelationshusetGekko, enten for at kunne rådgive vores kunder eller af ren og skær interesse, lander vi ofte i omegnen af en holdning, der hedder: Din metode til at få opmærksomhed, skal hænge sammen med den relation, du vil skabe. Kunstnere som Dejkrigeren eller den for nyligt i Bodumkande-ekskremerende Uwe Max Jensen kan måske slippe afsted med deres nærmest umotiverede opmærksomhedstyveri (som godt kan ses som ret underholdende og debatskabende), mens andre, hvad end det er institutioner, politikere, berømtheder eller mennesker, ikke vellykket kan få opmærksomhed på en måde, der er for langt væk fra det, vi kender dem fra. VisitDenmark fik ikke det ud af deres kampagne, som de gerne ville. Masser af opmærksomhed, men ikke nogen positiv omtale. Klaus Riskærs forfatterkarriere boostede ikke ligefrem, da han forsøgte sig med at netværke sin fængeselsroman til opmærksomhed.

Her er en lille top 5 over nylige forsøg på at få opmærksomhed:

5. “Hvad med to piger, der sidder og snaver?”

Ja, opmærksomhed får han åbenbart, den danske musiker med det lidt ekstravagante navn Complicated Universal Cum, når han sender en musikvideo ud på Youtube med to søde piger, der sidder og smoocher. Det er ikke en dårlig eller grim video, men den skriger og råber på opmærksomhed, når man tager i betragtning, at man stadig ikke må vise kys og kærlighed på internettet, for det tager opmærksomheden fra alt det andet, fx klip fra voldelige computerspil, småfilm med mennesker, der falder ned fra en badebro og så videre. Grotesk at en så uskyldig og kedelig film kan tage så meget opmærksomhed, men synd at videoen og musikken egentlig ikke vil hinanden noget, andet end… at få opmærksomhed.

4. “Hvad med en sur mand, der råber af en snegl?”

Til trods for et nogenlunde sobert produkt og et i forvejen lidt sært koncept med en CGI-komponeret pomade-dreng, har Boxer valgt at køre en kampagne med en dum-sød mand, der er vred over udvalget af tv-kanaler. Strategien er muligvis rigtig, men man sidder tilbage med en utilfredsstillende fornemmelse: Er det bare en ny og reklamebureau-agtig måde at få opmærksomhed i reklameblokken, så vi alle sammen skal gå og grine af den sure mand, der råber af sneglen?  Formentlig. Når man besøger Boxers hjemmeside, er det i hvert fald ikke skyggen af opfølgning eller mening med galskaben, andet end… at få opmærksomhed.

3. “Hvad med at vi nedlægger satiren?”

Der er sikkert tale om et reelt forsøg på at finde steder i DRs gigantiske budget, hvor de kunne spare lidt uden at få for mange klager fra deres mange X Factor-seere og deres knap så mange Før søndagen-seere. Men helt seriøst: Mon ikke de såkaldte planer om at spare på satiren på DR bare var et forsøg på at få lidt opmærksomhed omkring fordeling af budgetter i national-tv-apparatet? Ingen kan da seriøst mene, at man burde amputere det bedste (og i hvert fald mest opmærksomhedsskabende) tv, der er set på DR siden Lørdagshjørnet. Men til gengæld kan jeg godt se tanken opstå i pr-afdelingen: Hvad med at vi lader som om, vi vil spare… så får de ondt af os, og så stiger licensen og så kommer Plummer ned og tigger og be’r os om at blive… Nu bliver satiren måske reddet. Måske skulle man overveje at beskære pr-budgettet, når de kan få opmærksomhed på så billig en baggrund.

2. “Hvad med at få nogle fiskere til at se filmen?”

Nogle mennesker tiltrækker mere opmærksomhed end andre. Og det vidste man godt, da man en sen aften på det til lejligheden opfundne One Eye Production sad og talte om hvordan fa**en man skulle få nogen som helst andet end dedikerede Mads Mikkelsen-fans til at se en hypervoldelig og tung stumfilm om vikinger. En eller anden sagde Hvad med ham der, der også ligner en viking, ham der Sidney? Således er der tale om ultrabillige opmærksomhedspoint, men til gengæld meget morsomme og strategisk velvalgte point, da det lykkedes at få samtlige medier til at referere til hvordan både fiskere, Soya-manden og anti-elitære danskere hverken fandt filmen spændende eller vellykket, men som alligevel gav Winding-Refns nyeste noget af det den trængte til… nemlig lidt opmærksomhed.

1. “Hvad med en top fem over uopfindsomme måder at få opmærksomhed?”

Af mest kritisable og ufrivilligt morsomme skuffe i disse tider er dog alle de utallige kommunikationseksperter, der kappes om at give gode og dårlige råd til, hvordan man får opmærksomhed i opmærksomhedsøkonomien. Dette indlæg er nok et af de værste af slagsen. Blandt andet fordi det får nemme point ved at referere til kendisser (her eksemplificeret ved Riskær og Sidney Lee) og ved at tage overfladisk stilling til DRs budgetter uden at jeg aner et klap om dem. I opmærksomhedsorkanens øje sidder nemlig kommunikationsfolket og opfinder nye, gode, sjove, kiksede, underlige metoder til at få netop din og min opmærksomhed – og vi tøver ikke, før vi har fået den. Sidder man på lur i mere end fem minutter på Twitter eller Kommunikationsforum får man kastet en Guide til succes i medierne i nakken eller man får en manual til at få hundredvis af læsere på sin blog. Alligevel er det ikke alle, der lykkes med at fange andres opmærksomhed. Heldigvis.

What’s missing in the debate about new media is mostly that the new media are not about the media. They are about something else, grander, more profound and much more involving: They are about changes in how we relate to each other. A new book is out, which takes yet another look at how relationships are the most meaningful currency of modern communication. 

Where will the customers go, if you trust them and are trustful? Who knows, but if you do well and honor the relationship, they'll leap in your direction. (Image from www.maxwangerblog.com)

Be hospitable towards the messenger
Social media is not in itself changing the world. But because Social Media is user-oriented, user-friendly, well, pretty much user-generated, they provide the perfect place for dialogue, meetings, exchanges, which were not previously available or in demand, since no (product or company oriented) company had ever bothered to provide the service.  That’s why the criticism in old school media of Facebook and Twitter are echoing the skepticism from the time when things like phones, radio and tv were the dangerous new media. They should stop trying to kill the messengers, and try to learn in stead. Not to say that being observant and critical is not in place. Of course, there’ll be flaws and people exploiting the new possibilities, but primarily the new media brings a brush of unseen and -heard opportunities for anyone caring to investigate. And equally offcoursical, we should spend time making things better and not let the inner gadget freak make all our decisions.  

This isn’t “trust so you can make a sale.” Rather, build trust and establish a relationship, period—for the sake of that trust and relationship alone. The sale is neither here nor there until the relationship is established.

Trust Economies: Investigations into the New ROI of the Web. By Chris Brogan and Julien Smith

 

In trust we trust
Despite what some people may think or want the old world of selling by means of cajoling, convincing and mass marketing is coming to a closure. Not because companies want to or because some media experts have done their job well, but because customers want to be treated like… people, like humans. They want to be able to trust the companies they put their money in, they want to build relationships with the institutions or firms, which take up their time and ressources. If ever relationships were relevant, this is the time. It is time to get busy building trust, or get busy surviving from day to day in a world of fierce competition and internet fluent customers. 

For further reading and inspiration on this subject: A “summary” from Chris Brogan and Julien Smith’s book “Trust Agents”

As Danish media are awakening (finally) to Twitter, we start to wonder (in the snarl of could-be-late Axl Rose): Where do we go now? Will Facebook hold up, will Twitter go to Google or Yahoo – and when will we see yet another crazy success story of a small social media platform gone huge? Right now, there’s no big contender on the horizon, only the good ones getting better and, yes, being monetized by themselves or others. Alright, Linkedin is still doing good, the Swedes are trying their nanoblogging at http://nanoblogg.se/, and there is a constant rising of services like Prezi, StoryPlanet and the likes.

Websites are so yesterday
Most company websites are still very dull. It’ll take som time, learning and experience before we start to do on the internet, what we do as a company. Maybe the ones who are falling helplessly behind are waiting for the next wave out, the next one being, as Joseph Jaffe puts it on his blog: “In a world of RSS feeds, embeddable HTML and links, hubs reign supreme. In a world of multiple personalities and personas, the key to digital success is not a one-size-fits-all approach-the “or” approach-but an “and” approach. The goal is to co-exist in multiple places at any given time. With a bit of effort, determination and luck consumers hopefully will get in on the act and take us with them to their homes, communities and meeting places.” Just maybe. But hopefully the interesting, inspiring and people-oriented companies of today will want to communicate from their websites, so it’s worth our while to listen, as well. It all starts with finding out, choosing or creating what the company is about. Really about. And what kind of relationship you want with your customers or members. This should be anyone’s concern. The rest, as they say, is just hard work.